I en verden præget af konstante trends inden for sundhed, kost og
ernæring, har begrebet ”intermittent fasting” eller PERIODISK FASTE
vundet stor opmærksomhed.
Først og fremmest er det værd at bemærke, at faste ikke er nyt.
Mange betragter det som “gammel vin på nye flasker,” idet det deler
plads med mange andre diættrends.
Men det er en vanskelig størrelse, idet fastetrenden kommer flere
steder fra, – både fra wellness-industrien med influencere som
afsender – og fra forskningsmiljøet. Ikke meget anderledes, end vi har
set det med KETO, men de løber, for mig at se, nogle gange lige
hurtigt nok med deres konklusioner.
Når vi dykker ned i påstanden om, at fordøjelsen trives bedst efter 16
timers faste, rejser det interessante spørgsmål om, hvordan denne
påstand er blevet undersøgt. F.eks. spiller det ind, hvilke kostvaner de
personer, der har indgået i forløb med faste, havde før forløbet. Dette
åbner igen for en bredere diskussion om sukker, ernæring og
fordøjelsessystemets kompleksitet.
Diskussionen om periodisk faste kan være svær at afkode, især når
“sundhed” bruges som et røgslør for den egentlige agenda.
Nogle ser det som en effektiv tilgang til vægtkontrol og sundhed, men
det kan så absolut også rejse andre bekymringer omkring dets
kompleksitet og potentiale for at fremme restriktive spisevaner. Det
indebærer for mig at se potentielle risici og konsekvenser, især når
det bliver brugt som et redskab til vægtkontrol.
Uanset at faste ikke altid (men ofte) hægtes op omkring, at så kan
man også tabe sig, så taler den ind i en restriktion og at ignorere sin
krop og med en forståelse af, at det er nødvendigt at kontrollere den.
Jeg kan være nysgerrig på, hvor populært det ville være, hvis folk
ikke blev sat i udsigt, at det kunne give et vægttab?
Jeg tænker, at det ihvertfald for nogen kan skubbe til en spiseforstyrrelse, når man
overhører sin sult.
Så er faste blot endnu en kur? Hvis kodeordet er kontrol, og hvis det
ses som løsning på overvægt, og motivationen således netop er et
ønske om at opnå vægttab, så er det – ja – endnu en kur.
Dette fokus på ekstern kontrol over kroppen passer ikke rigtigt ind i
en tilgang til sundhed, der også værdsætter intern kropsforståelse og
balance. En tilgang, hvor det handler om at skabe MADRO – hvilket
blandt andet vil sige, at opnå et naturligt og fleksibelt forhold til mad
og krop.
Vi kan ikke komme uden om, at faste er en form for restriktion. Har
man tendens til overspisning eller i det hele taget har et forstyrret
spisemønster, vil det ofte være et mål i sig selv at få genetableret
kontakten til kroppen og lære at lytte til dens signaler. Faste er i den
sammenhæng ikke et særligt hensigtsmæssigt værktøj, fordi det er
endnu en ydrestyring fremfor den indrestyring, som mange ønsker at
styrke eller opbygge.
Min opfordring vil derfor i stedet være at fokusere på sundhed og
fleksibilitet. Restriktioner og kure kan have store omkostninger på
livskontoen.
Kærlig hilsen
Lene Malmvig
